FIGURA ENSEMBLE

---

4 Vinkler på Medea

Musikdrama:
Tekst: Peter Laugesen
Musik:
Steingrimur Rohloff
Henrik Hellstenius
Malin Bång
Nicolaj Worsaae Rasmussen

På scenen (øverst fra venstre):
Helene Gjerris (mezzosopran),
Aileen Itani (sopran),
Andreas Landin (baryton),
Jakob Bloch Jespersen (basbaryton).
Anna Klett (klarinet),
Jesper Egelund (bas)
Frans Hansen (slagtøj).

Bemærk: Forestillingen spilles uden pause.

Dramaet om kongedatteren der, som hævn for sin mands utroskab, ofrer sine egne børn, er løbende på repertoiret på teatre og operascener verden over.

I FIGURA Ensemblets nye version med libretto af Peter Laugesen og nykomponeret musik af fire toneangivende nordiske komponister føres publikum gennem et intenst musikalsk drama og den betagende og forførende myte fra antikken.

Er Medea en heltinde eller en galning?
Den svigtede Medea tager en grusom og næsten absurd hævn: Hun myrder sine egne børn. Er det muligt at forstå den gerning og har hendes omgivelser et ansvar? I denne udgave af Medea stilles der skarpt på hvad det betyder at være en fremmed. Den evigt flygtende Medea er som hovedpersonen i en Road-movie: Ustandseligt må hun genopfinde sig selv i forsøget på at vinde respekt og accept og stilles endeligt overfor et ultimativt dilemma: At acceptere sin rolle eller gøre oprør og vælge den endelige udelukkelse.

De fire vinkler
Medeas rejse fra by til by, fra én kultur til den næste illustreres gennem fire akter i fire forskellige dramatiske stilarter, og fører blandt andet denne udgaves Medea gennem et eventyrligt kærlighedsmøde, et rituelt tvangsbryllup og et blodigt mord hjemme i Medeas køkken.

Medvirkende:

Instruktør: Forfatter: Scenograf: Koreograf: Lys: Tonemester: Teatertekniker:

Lars Kaalund Peter Laugesen Klara Sundal Signe Fabricius Sonja Lea Jonas Jensen Laurids Bøcher

Skæbnen er en rotte
Den løber hid og did fra skib til skib
Den søger land og står til søs
Den er ingens far eller mor
Den er fælles for alle
Den splitter os ad og fører os sammen
Den er tung
Den er min
Den er din
Den er tam
Den er vild
Den er mund
Den skriger på skærmen
Den svinger sin hale af sorg og hævn over alle himle

Skal jeg nu forlade min søster min bror
min far og min gud det land hvor jeg bor
hvor jeg er født af min moders skød og sejle bort over havet?
Min far er en bonde mit land er barbarisk min bror
er et barn. Her bliver jeg aldrig begravet.
Min søsters bønner er med mig på rejsen
den største blandt guder bor i mit bryst.
De ting jeg forlader er ingenting værd
den lille verden jeg havde kær
men de fremmedes ry har spredt sig og det giver mig lyst
til at rejse som fuglene lader sig trække
af månens stråler bort mod den kyst
hvor de fuldendte bor med de store tanker
og Jason. Mit hjerte banker.
Med ham som mand vil jeg være af himlen
udvalgt og mit hoved vil røre ved stjerner.

Folk her værdsætter ikke det, de har. Måske, hvis de kan, sætter de pris på det og sælger det. Eller de er håbløst fordrukne idealister og drømmer om at være andre.
De har sjusket med deres egen store tradition, og derfor kan de ikke åbne den for os. Der er ikke længere nogen jord for den lille fremmede at gro i. Parkerne kunne være fantastiske, men ingen tager sig af dem. Ingen tager sig af, at luksus hotellet ved den møgbelortede strand dumper sine bjerge af skrald på naboens grund. Der er ingen stolthed tilbage. Det hele er håbløst. Hvad skal jeg her? Jeg har ikke noget til dem. It is an honour, siger de, og man sidder fuld af fluer og kan kun ryste på hovedet. De mener det ikke. De mener ingenting. Det er ikke mord, men et folk der myrder sig selv. Historien nu. Her hvor de drukner i lort og ædes af luftens kemikalier. Her hvor de skyder insekter med DDT. Perspektivet nu – det vi med så stort besvær opretholder og holder lysende på vores mobiler, men som ikke findes, kun for os. Ingen andre aner, at det er der. De dør. De er ikke primitive. De er det endelige affaldsprodukt. Vi kan ikke gøre noget for dem. Vi rejser nu.

Kulturen er en sygdom en neurotisk
konstruktion bestående af knuder.
Hvor mange af de knuder der holder
sammen på kulturen kan man løsne
binde op og hvor meget uden at miste
forstanden som er bundet til kulturen
til samfundet og for galningen
eksisterer det problem naturligvis
ikke for den forbudte eksisterer
problemet ikke. Hele hendes historie
er fortalt os af grækerne og
romerne de oprindelige moderne
mytebindere og det er en historie
eller historier for der er flere
om en fremmed en flygtning.

Tre nætter før Månen atter
slog sine horn i fuld cirkel, da
den komplet fra sin diskos så
højst oppe fra ned på jorden, sneg
Medea sig ud af sit hus på
nøgne fødder, med hovedet bart og
håret strømmende ned over skuldrene.
Med usikre skridt gik hun i
midnattens dybe tavshed, alene. Fugle
dyr og mennesker lå og sov. Intet
raslede i hækken, bladene
lå stille, og tågen dækkede alt. Kun
de hvileløse stjerner strålede
på himlen. Medea rakte armene
mod dem, drejede tre gange om sig selv,
sprøjtede tre gange sit hoved
med flodens vand og udstødte tre
vilde, vibrerende skrig. Så
sank hun på knæ og bad:
Jeg er interesseret i hende som fremmed, som den der ikke skal forklares, som gæsten fra en anden verden. Hvad ville hun her? Hvorfor? Jason? Der snakkes om, at det ville være godt med dialog, men hvordan og mellem hvem. Det gør der altid. Hvem skulle hun tale med? Hvem skulle Medea tale med? Hvem skulle jeg tale med? Der er telefon til Medea, men hun er uden for nummer. Hun tager den og lytter, hun ser på den som en gorilla ville gøre, en orangoutang, en lemur, hun snuser til den, brækker den midt over og smider den på bunken af forgængere, gamle modeller. Gamle brækkede modeller. Sprødt og sprukkent ringende forgæves i det grå støv. Hun sidder på en dynge, et bjerg af søndertrykkede, overflåede, flænsede mobiltelefoner, og de ringer alle sammen, uafbrudt et par stykker, en, to, fjorten, som et barn der tæller, hele tiden. Stemmer.

Det er sådan,
at de egenskaber, der i en såkaldt ”primitiv” kultur eller
en af de gamle, mytisk baserede højkulturer kunne føre
til, at en mand eller en kvinde blev shaman,åndemaner,
medicinryster
i vores
europæide sammenhæng kunne være den direkte
årsag til det hvide snit, elektrochok eller bare almindelig
maniodepressiv dødsmedicinering.

den hvide mand
det hvide snit

Den nye brud,
Kreons datter,
som Jason ægtede,
blev ædt op af ild,
og bølgerne
rundt om byen
så kongens hus
stå i flammer.
Fra Medeas hænder
dryppede
sønnernes blod.

Hvorfor, hvorfor ?
Det ved du bedst selv.

Der er ingen jalousi det er ikke, hvad der driver hende. Hun dræber børnene for at de ikke skal vokse op på det sted, der er hende fjendtligt og modbydeligt. Det er tilbagestående, det er fyldt med lort og skrald, de gemmer kvinderne bort og de må intet foretage sig. De ser på hende gennem gitre og sprækker. Medea har et navn som ingen kan udtale. Ikke her. Ingen kan sige Medea. Hun HEDDER IKKE MEDEA, det er BARE NOGET DE KALDER HENDE i deres sprog, og de kalder hende det, så de kan bruge hende. De kan fortælle med hende. De kan fortælle om sig selv med hende, og det kan hun ikke tåle, det kan hun ikke finde sig i. Hun er ligeglad med ham. Det er ikke det.

HUN ER EN FLYGTNING

HUN ER EN GRØNLÆNDER

HUN ER EN NEGER

HUN ER EN FREMMED

HUN ER FRA DET ANDET STED

HUN ER DEN ONDE

HUN ER DEN AMORFE

HUN ER DEN BESKIDTE

HUN ER GULDET FRA KAUKASUS DER HÆNGER
VED VÆDDERENS SKIND

HUN ER VILDE ANDRE LYDE

HUN ER IKKE GRÆSK

HUN ER IKKE LATINSK

HUN ER IKKE DANSK

HUN ER UCIVILICERET

HUN ER UNYTTIG

HUN ER GRIM

HUN ER EN PASHTUN URDUTAMIL

EN ARABERHINDU

HUN ER UDEMOKRATISK

HUN ER DE ANDRE

HUN ER GUD

Peter Laugesen