Sådan gik '09-festivalen
 
Stor succes på Suså Festival

Fredag, lørdag og søndag løb den årlige Suså Festival af stablen. I blæsende sensommervejr under vajende danske og finske flag afholdt Ny Musik i Suså sin festival nr. 17 for ny kompositionsmusik. Festivalen havde tiltrukket et stort publikum fra lokalområdet og fra fjernere dele af landet. Som tidligere et meget blandet publikum, der talte både egentlige "musikfolk" og også en lang række mennesker uden for musiklivet, men med en levende interesse for at følge den nye musiks udvikling på linie med ny litteratur, ny lyrik, ny billedkunst, nyt teater, ny ballet og dans. Alt sammen hører det med til kunstlivet ved det 21. århundredes begyndelse.

Årets festival blev afholdt i lokaliteterne på Grønnegades Kaserne, KULTURCENTER i Næstved over 3 dage, fredag, lørdag og søndag og rummede 12 koncerter, deriblandt otte kammermusikkoncerter, en dramaforestilling, en lyrik/musik-koncert med digteren Søren Ulrik Thomsen, et "Mød komponisterne"arrangement med Poul Ruders, et "Vindue mod Finland", repræsenteret af det finske eliteensemble Uusinta fra Helsinki og en kombineret lyrik/musik/ballet-forestilling. En righoldig palet med ny kompositionsmusik af komponister fra Danmark, Finland, Skotland og Ungarn.

"Der er 190 pladser i salen og vi havde aldrig troet, at vi ville få fuldt hus. Men det var der alligevel ved festivalens åbning, fredag. Så vi er - også på den baggrund - særdeles tilfredse med festivalens forløb", udtaler festivalens leder, konsulent Anne Kristine Smith. "Da vi startede med at arrangere en festival kun med ny dansk musik, langt fra Københavns musikmiljøer, var det helt afgjort et eksperiment. Kunne det overhovedet gå? Men det viste sig, at der var meget mere grobund for en sådan festival, end vi havde turdet håbe. År efter år har vi haft et stort og varieret publikum. Og vi har kunnet præsentere rigtigt mange spændende musikere og musikværker af meget høj kvalitet. Nu også fra udlandet. Uden denne satsen på det allerbedste havde festivalen næppe haft en chance."

Anne Kristine Smith fortsætter: "Vi synes at festivalens udvikling fra en mindre to-dages festival midt i Susålandet til en tre-dages festival i en af Danmarks største provinsbyer har givet dette 17 år gamle initiativ nyt liv og sikret det et godt, spændende og langt liv fremover. Tilmed har årets festival kunnet notere en publikumsrekord, hvilket jo ikke gør vores optimisme mindre. Det er stadigvæk kvaliteten, der skal sættes i højsædet. Og faciliteterne i Næstveds Kulturcenter giver os rammer til en meget alsidig festival, hvor den ny musik kan samtænkes med andre kunstarter - eller stå rent alene som koncertbegivenheder. Dette vil vi fortsætte med i de kommende år."

Suså Festival blev overværet af 551 tilhørere, det hidtil højeste publikumstal (530 sidste år), og havde besøg af elevgrupper fra Næstved Gymnasium, Nakskov Gymnasium og Københavns og Guldborgsunds Musikskolers Musikalske Grundkurser. De medvirkende ensembler var Storstrøms Kammerensemble, ensemblet pAssAge, Kaltoft/Roed/Dybro Sørensen, sangeren og perfomeren Christina Dahl, digteren Søren Ulrik Thomsen & LINensemble, Copenhagen Winds, Uusinta Ensemble, Helsinki, komponisten Poul Ruders, Kroger Kvartetten, accordeonisten Frode Andersen og Bjørkøe vs Wenzel med digteren Niels Hav og Gudrun Bojesen & Morten Eggert fra Den Kgl. Ballet.

Der blev opført 25 værker af 23 komponister. Festivalens program var tilrettelagt af guitaristen Per Dybro Sørensen, accordeonisten Marie Wärme og komponisten Hans-Henrik Nordstrøm.

Næste års Suså Festival afholdes i Næstved den 3., 4. & 5. september 2010.

Menu
Til forsiden
Velkommen
Program '09
Suså's komponister
Billetter og information
Bykort over Næstved
SUSÅ-CD
Sådan gik '09-festivalen
Fotos fra '09-festivalen
En universel musik?
Links